Tomatklase med en rød tomat øverst i klasen

Sådan får du en lang og produktiv tomathøst

Er din tomatplante syg? 🤒

Vi tager dig lige med tilbage til starten af foråret 🌱.
Det er marts måned, og du er endelig nået dertil, hvor du skal til at forspire dine tomater 🙌.
Du fik dine tomatfrø sået, de voksede op, du pottede dem om, og endelig kom dagen, hvor du kunne udplante dine tomater enten i drivhus eller på friland 🍅.

De trives, de vokser, begynder at sætte små klaser med frugter og så ser du det…gule blade nederst på planten 😳.
Hvad er nu det 🧐?.

Er din tomatplante syg?
Mangler den gødning?
Får den for meget gødning?
Mangler den vand?
Får den for meget vand?
Er din tomatplante ved at dø?

Du slår det lidt hen og tænker “den kommer sig nok, den skal bare liiige vende sig til det”!
Det giver et regnskyl og næste gang du kommer ud til dine tomatplanter ser du, at de nærmest har perler af vand på bladene 💦.
Hvad er nu det?

Spørgsmålene hober sig op, for de kære tomatplanter skulle gerne holde til hen i efteråret og sikre dig en lind strøm af gode og sunde tomater.
Så lad os i dette nyhedsbrev klæde dig godt på til at kunne sørge for at dine tomatplanter har det så godt som muligt, så vi sikrer dig en lang og produktiv tomathøst 🍅😍.

Tomatplante med gult blad

Gule blade på tomatplanten

Lad os starte med at slå fast: de gule blade nederst på dine tomatplanter er ikke tegn på for meget/for lidt gødning eller for meget/for lidt vand.
Det er ganske enkelt bare fordi de har brugt al deres energi og næring op og ikke længere er til nogen nytte for tomatplanten.

Hvis din tomatplante ser grøn og sund ud i toppen af planten hvor nyvæksten sidder, så er der ingen grund til bekymring.
De gule blade er tomatplantens helt egen måde at signalere på, at energien bruges et andet sted og at de gule blade ikke længere er til nogen gavn for planten – de skal derfor fjernes ✂️.

Så altså, de nederste gule blade skal du ikke bekymre dig om hvorvidt de skader din plante eller er et tegn på sygdom. Det er en helt naturlig del af tomatplantens cyklus.
Klip dem væk og skab god udluftning hos dine tomatplanter 🌬.

Se de forskellige beskæringsredskaber her.

Tomatplante med perler på bladene

Sveder tomatplanter?

Når man starter med at dyrke grøntsager, og faktisk gennem hele livet hvor du dyrker, har du muligheden for at lære og blive dygtigere.
I starten har man en særdeles stejl læringskurve og det kan godt føles overvældende med alt det nye man både ser for første gang og skal forholde sig til 📈🌱.

Vi husker fx tydeligt, da vi stødte på “de svedende tomatplanter”, da vi så perler på tomatplanterne for første gang.
Det er på én og samme tid et både forunderligt og smukt syn, for planten ser så levende og vital ud.

Men hvad pokker var det så for nogle de små dråber som kan sidde på spidsen og i kanten af dine tomatplanter (og andre planter) 💦?.
Så vi måtte til at læse op på, hvad søren det mon kunne være.
Uden at vi skal blive helt nørdede, så hedder fænomenet Guttation.

Tomatblad med vandperler

Perler på tomatens blade

På billedet herover ser du, hvilket syn der ventede os på de fleste tomatplanter, da vi efter en længere periode med tørt og varmt vejr i starten af juni, pludselig fik en hel uge med kulde og regnvejr.
I den tørre og varme periode inden, har tomatplanterne haft brug for meget vand til at flytte næringsstofferne fra rødderne og op igennem planten og helt til toppen af planten. I denne periode med tørt og varmt vejr, vil de have en øget fordampning.

Når temperaturen så falder og det bliver vådt udenfor, har de ikke længere samme behov for fordampning.  I stedet har de “overskudsvand” indeni sig, som de så skal af med – sådan helt forenklet sagt.
Safttrykket i planten stiger og planten regulerer det ved, at frigive vandet gennem huller i dens bladmasse, hvilket ses som små perler af vand i bladkant og -spids.
Altså et helt naturligt fænomen og tegn på en sund tomatplante 🌱.

Drivhus med lange rækker af tomater

God udluftning og sunde tomatplanter

Som vi startede med at skrive, så har det regnet en del i starten af ugen.
Kombineret med den høje varme vi har haft op til, har det skabt en øget luftfugtighed. Med den øgede luftfugtighed kan det ikke undgås, at fugtigheden omkring dine planter – friland + drivhus – stiger.

Når luftfugtigheden stiger, stiger risikoen for svampesygsomme og skimmelvækster ligeledes.
Vi har derfor en vigtig opgave i at forebygge de sygdomme en øget luftfugtighed kan medføre.
Derfor skal vi have fat i vores håndfri tomat- og agurkesaks ✂️⬇️.

Blad der klippes af med håndfri tomat- og agurkesaks

I drivhuset rejser vinden i bunden og langs bedene. Vi er derfor interesseret i at skabe en god ventilation langs tomatplanternes stængel.
Ved at fjerne de nederste blade, kan vinden frit bevæge sig og give god udluftning hos planterne, hvilket mindsker risikoen for sygdomme. På billederne herunder kan du se, hvor meget mere luft det giver langs tomatplanternes stængler, når de nederste blade er beskåret væk.

Sådan beskærer du tomater

Bladene fjernes helt op til den første frugtsætning (markeret med den gule streg på billedet herunder). Typisk vil en del af de nederste blade, som tidligere nævnt, også være gule og skal alligevel fjernes, men vi fjerner yderligere bladene til den første frugtsætning.

Klip så tæt ind mod stænglen som muligt og efterlad planten med et pænt snit. Jo mindre og mere “rent” et snit er, jo lettere har planten ved at hele og danne sår.
Du skal ikke være bekymret for at fjerne så mange blade.
Tomatplanterne har stadig rigelig blade til at lave fotosyntese og sætte frugter 🌱 🔜 🍅.

Når du med din beskæring af dine tomatplanter sikrer en god ventilation, er du med til at nedsætte risikoen for sygdomme markant. Dette betyder en øget levetid for dine tomatplanter. Jo længere tid dine tomatplanter er i live til at danne fotosyntese og sætte frugter, desto længere og mere produktiv en tomathøst sikrer du dig. Så altså, find saksen frem og giv dine tomatplanter en ny og kortere frisure.
Det vil både du og tomatplanterne takke dig for ✂️😉.

Lange rækker af tomatplanter i drivhus

Denne beskæringsproces fortsætter du med så længe du har tomatplanter i din have/på altanen. Stænglen vil komme til at se noget nøgen og sjov ud med kun blade i toppen af planten. Til gengæld sikrer du dig altså en markant bedre ventilation og sundere planter.
Og sundere planter er ikke nær så udsatte for skadedyrsangreb som svækkede og stressede planter.
Så du gør dig selv en stor tjeneste, når du sikrer dig selv sunde tomatplanter i trivsel 💫.

Se udvalget af beskæringsredskaber her.

Tomatklase med en rød tomat øverst i klasen

Tomater på friland

Vi har fået mange spørgsmål, om denne måde at skabe ventilation på, også gælder for tomater på friland/altaner.
Det gør det!
Faktisk er det kun en stor anbefaling at gøre det, så du netop sikrer dig en god ventilation hos planter, der er endnu mere udsatte for vind og vejr.
Samme princip gælder: klip med dit foretrukne beskæringsredskab bladene af op til den første frugtsætning. (Kan også gøres ved agurker såfremt du kun dyrker stammeagurker og hos peberfrugt mm.).

Ved at beskære dine tomatplanter på denne måde, nedsætter du ligeledes risikoen for jordbårne sygdomme, som kan opstå, når bladene rører jorden. Tænk generelt altid på, at skab så luftigt et miljø omkring planten som muligt – så har du gjort dit forebyggende arbejde godt ⭐️.

Inden længe kan vi alle – både drivhus- og frilandsdyrkere – glæde os til at høste tomater. Åh du milde, den søde smag af en helt nyhøstet tomat, der har været længe ventet.
Jo, det er glæde, når den er størst 💚.

Rigtig god fornøjelse.

Skal du have rabat på dit første køb?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få:

  • Tips og tricks til at få succes med at dyrke grøntsager i din køkkenhave
  • 10% rabat på dit næste køb i webshoppen