Spirede hvidløg i ukrudtsdug

Derfor skal du overveje lavrotationsbede

Tid til at forspire kartofler 🥔

Det går stille og roligt fremad med forspiringen af de tidlige kartoffelsorter hos os. Som du måske ved, så har vi i år besluttet, at dyrke tidlige kartofler i vores to små koldt drivhuse. I starten af januar rengjorde vi drivhusene og begyndte at klargøre bedene. Vi lagde et godt lag økologisk komposteret komøg og derefter et godt lag kompost på, og gav på denne måde mikroorganismer og regnorme tid til at omsætte og arbejde møget ned i jorden.

Drivhus med klargjorte bede klar til kartofler
Som du kan se på billedet herunder, så har kartoflerne dannet små “øjne”. Disse øjne er dem der bliver til spirer – enten grønne eller lilla.
Det er vigtigt at give kartoflerne godt med lys og omkring 15-19 grader, så de har de bedste betingelser for at spire. Giver du dem for lidt lys, vil du kunne se at de danner lange hvide spirer. Disse spirer er meget skrøbelige og vil ofte knække af ved udplantning. Gå efter at kartoflerne forspirer korte og kraftige spirer på ca. 1-2 cm (mindre kan også gøre det, vær blot sikker på at det er de små kraftige øjne der fremspires) og plant dem derefter ud. Hvis du ikke har sat kartofler til forspiring endnu, så skal du ikke fortvivle. Der er bestemt tid til at gøre det.

Kartofler sat til forspiring

På shoppen har vi et udvalg at meget tidlige og middel tidlige kartofler. De kan alle dyrkes direkte i jorden, i højbede, drivhuse, på altaner og i krukker. Vælger du nogle af disse sorter, så kan du sagtens nå at dyrke flere afgrøder derefter.

Se udvalget af økologiske læggekartofler her.

Drivhus med mikrogrønt i flere rækker

Mikrogrønt året rundt 🌱

Uanset om du dyrker mikrogrønt med salg for øje eller som supplement i din daglige husholdning, så er og bliver det en kæmpe gevinst – for dig, for din sundhed, for dine kunder og for din pengepung. Vi dyrker mikrogrønt året rundt og har gjort det siden Økotopen startede.
Det er absolut det, vi sælger kunderne som giver os den største omsætning og endda med mindst muligt arbejde. Se bare billedet herunder. Fine ærteskud på dag 13. Ærterne blev sået for 16 dage siden og høstet og leveret til kunderne i fredags. Det eneste de kræver efter såning er vanding og lys – og det er da til at have med at gøre.

13 dage gamle ærteskud

Du kan variere mikrogrønt i det uendelige og tilmed skabe dine egne unikke blandinger. Vi synes det er fedt, at man kan skabe sit helt eget smagsmæssige udtryk, ved at kombinere og dyrke præcist det mikrogrønt som du og din familie bedst kan lide.
Vi har mikrogrønt udstyr til både dig der er nybegynder (lær at dyrke mikrogrønt her), dig der dyrker det i mindre portioner til din familie og til dig der dyrker, eller ønsker at starte op på det, med salg for øje.

Find dit mikrogrønt udstyr her.

Mark med spirede løg

Status på løg og hvidløg 🧅🧄

I okotober 2021 gik vi og satte ca. 4000+ løg og hvidløg på marken. Det har været yderst vidunderligt gennem vinteren, at kunne gå over til bedene og se hvordan de lystigt har spiret og vokset sig større og større – uagtet om det regner, blæser eller sner.
Løgene blev sat som små sætteløg og planen er at trække dem som forårsløg i april. Du kan også sagtens lade løgene blive i jorden og trække dem som fuldt udviklede løg i juni/juli. Uanset om du er til at dyrke løg fra frø eller du er mest til at bruge sætteløg, så finder du begge dele på shoppen. Hvis du ønsker at dyrke løg fra frø, så er det ved at være tid til at få frøene bestilt hjem og sat dem til forspiring.

Spirede hvidløg i ukrudtsdug

Tilbage tid hvidløgene 🧄.
De vokser, som du kan se på billedet herover, fremragende og har haft en rigtig god fremspiring. Hvidløg er super lette at dyrke, sælge og kan som nævnt dyrkes henover vinteren. Hvidløg er en afgrøde som giver god mening i birotationsbede. Dyrker du med salg for øje, er det ligeledes en afgrøde, der er værd at overveje.
På de 8 bede, hvor vi har hvidløg, kan vi sælge hvidløg for 50.000 kr. De er således et udemærket supplement til de afgrøder vi ellers sælger.
Og som du ved – mange bække små, gør en stor å.

Vi havde faktisk ikke tænkt at vi skulle dyrke hvidløg igen. Men efter en sommer med 30 højrotationsbede og kun 2 mand, så måtte vi sande, at vi simpelthen ikke har tid nok til at nå det hele.
Derfor besluttede vi, at vi ville inddrage halvdelen af marken (dvs. 15 bede) til at indgå som lavrotationsbede, hvori vi typisk på ét år vil dyrke to afgrøder. Vi satte derfor en masse hvidløg i ukrudtsdug, og det eneste de kræver af os indtil høst er en gang økologisk havtang ekstrakt hver 14. dag.

Se udvalget af sætteløg her.

Red Kuri Hokkaido Græskar

Derfor bør du overveje lavrotationsbede 👩‍🌾👨‍🌾

Men hvad skal der så i bedene efter hvidløgene? 🧐.
Vi vil gerne dyrke noget, som er delvist passivt og klarer sig selv. Derfor faldt valget på græskar. Ikke de store som vi skærer figurer i til Halloween, men de lækre mindre hokkaido græskar der smager fortrinligt. Kravet var, at de ligesom hvidløgene, skulle kunne udplantes i ukrudtsdug, ikke kræve meget pasning, være nemme at høste og gemme, for så at kunne sælge dem gennem efteråret og vinteren.

Vores tanker omkring lavrotationsbede er, at det er bedre at dyrke afgrøder end ukrudt 😅.
Da vi som nævnt havde ufatteligt travlt med at holde 30 højrotationsbede samt alle drivhusene, blev løsning at lægge halvdelen af markens 30 bede om til 2 afgrøder årligt, som kan passe sig selv. Det handler om at finde de lavest hængende frugter. Vælg afgrøder der mere eller mindre passer sig selv i en ukrudtsdug, og så bare skal høstes og opbevares. På denne måde vil du kunne opnå en følelse af at være med og have overskud samtidig med, at du udnytter hver en kvadratmeter i din køkkenhave.

Bare rolig, der er stadig masser af steder, hvor vi skal løbe stærkt, men det er altså noget sjovere at gå ind i drivhuset og fjerne sideskud på tomaterne, hvis man går derind med en viden om, at der er styr på alle de andre afgrøder og bede på marken. Fordel din energi og tilpas den til dit liv.
Så bliver det hele meget sjovere.

Find dine græskarfrø her.

Rigtig god fornøjelse.

Skal du have rabat på dit første køb?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få:

  • Tips og tricks til at få succes med at dyrke grøntsager i din køkkenhave
  • 10% rabat på dit næste køb i webshoppen